|
|
|
SilverStone ARM12 Monitor ArmVi skal i denne anmeldelse kigge på en monitor arm med justerbar gasfjeder og super nem montering fra SilverStone. De kalder den ARM12, og den er beregnet til 1 monitor.
Indpakning og indhold. Kassen man modtager er en tung, men neutral kasse. Der er illustrationer udenpå, som viser hvad kassen indeholder.
Inde i kassen er alt pakket nydeligt hver for sig i forskellige plastikposer. Det giver et godt overblik, så hele monteringen er nem at gå til.
Alle skruer er mærket fint op, så man kan følge monteringsvejledningen, og der er værktøj med til samlingen og justeringen af selve armen, og der er sågar en skruetrækker i enden af den ene unbraconøgle, så man kan montere skærmen uden brug af yderligere værktøj. Det er super lækkert, at der er tænke på det hele.
De tekniske specifikationer. Bemærk, at armen kan håndtere skærme op til 36" hvilket er ret meget. Skærmen må dog maksimalt veje 12 kg, hvilket også er ret meget. Det er standard VESA montering, så det skal man lige være sikker på skærmen man vil bruge med armen har.
Et kig på produktet. Skærmen kan vendes både lodret og vandret på stativet, da man kan dreje skærmen, alt efter hvad man nu skal lave. Det kan være en fordel, hvis man skal chatte, eller skrive dokumenter eller lave andet, hvor det er mest praktisk, at have en lodret skærm i stedet for vandret.
Der er kabelguider både på selve armen, og nede på bagsiden af foden, så kablerne ikke kommer til at slaske rundt. De bliver ledt fint ned under selve bordet, så man ikke lægger mærke til dem.
Man kan montere standeren på to måder, enten som en klemme på selve bordkanten, eller man kan bore et hul i selve bordpladen, så man er helt sikker på, at armen sidder rigtig godt fast. Der er dog gummi fødder med til begge metoder, så den sidder generelt godt fast på bordet.
Klemme systemet er også lavet, så klemmen passer på både tynde og tykke borde, og man kan rykke klemmen alt efter hvilket bord man nu har. Det giver en bedre stabilitet i monteringen.
Brug og test. Jeg har selvfølgelig brugt armen i et stykke tid, men da mit kontor ikke egner sig til billeder, vælger jeg at bruge producentens billeder og forklare ud fra dem. Armen er utrolig fleksibel og nem at betjene. Man kan nemt og ubesværet dreje og vinkle skærmen efter det behov man nu har.
Ikke nok med, at selve hovedet på armen kan vippe skærmen op og ned, så kan det også dreje til siderne. Det betyder man faktisk har hele 3 punkter hele armen kan dreje på. Det giver meget fleksible indstillingsmuligheder.
Selve VESA beslaget monteres med snap-lås, så skærmen hurtigt kan monteres. Man skal ikke rode med, at holde skærmen på armen imens man monterer den, det hele kan monteres sikkert nede på bordet, for så at blive klikket på selve armen bagefter. Det er ret fedt.
Selve armen kan vippe op og ned, og skærmen bliver hele tidfen holdt lodret i den stilling man nu har valgt skærmen skal have. Så man skal ikke efterjustere selve hældningen på skærmen hvis man rykker skærmen op og ned.
Man kan justere armen efter, hvor meget skærmen vejer. Det er derfor man kan bruge en skærm fra 3 til 12kg på denne arm. Det betyder, at skærmen bliver hængende i lige præcis den stilling du har behov for. Det er generelt et snedigt system, og man kan efter justering justere skærmen helt uden problemer, da den føles 'vægtløs'.
Hvad er min vurdering af SilverStone ARM12. Jeg synes bestemt SilverStone har lavet et super lækkert produkt. I min tidligere anmeldelse af en arm fra ARCTIC, havde jeg problemer med, at armen lavede mærker i mit bord. Der var simpelthen ikke beskyttelse af bordet i form af gummi fødder eller noget til standeren. Det har SilverStone tænkt over, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Armen er pæn og nydelig og der er et flot SilverStone logo på siden af armen. Den kan justeres efter alle de behov man nu kunne ønske sig fra såden en arm, hvilket er super lækkert. Der er kabelguides ned langs hele armen, og helt ned under bordet, hvilket betyder, at kablerne kan gemme væk hele vejen. Det er super lækkert, at man ikke skal sidde og kigge på kabelrod imellem skærmen og bordet, når man nu gerne vil have kablerne gemt pænt væk. Kvaliteten virker solid og kraftig, hvilket jo er vigtigt, når man monterer sin dyre skærm på armen. Så skal man jo ikke risikere den falder ned på bordet midt i det hele. Det sørger den hydraliske fjeder for, som kan justeres efter hvor tung skærmen nu er. Det praktiske beslag til skærmen er også super smart, så man kan montere skærmen på et sikkert underlag, så man ikke skal fumle med arm og monitor på samme tid. Det gør hele montering meget nemmere. Prisen. Jeg har fået oplyst prisen på ARM12 til 700 DKK i dansk retail pris og ARM22 (Til montering af 2 skærme) koster omkring 1800 DKK. Min samlede vurdering. Kigger man på, hvad man får for pengene, og hvad andre producenters arme koster for et lignende produkt, så ligger denne arm i den høje ende. Jeg har i forvejen en ARCTIC arm til 2 skærme, og denne har ydermere USB 3.0 hub indbygget i foden. Den arm koster lige under 800 DKK. Så at give 700 DKK for denne arm er efter min mening i overkanten. Det får mig til, at give denne arm en SØLV vurdering, for alle andre ting er ganske fine på armen, dog hænger produkt og pris ikke helt sammen efter min mening. Læs mere om produktet her: |
|
|||||||||||